Reference: Frese & Sønner


"Dansk rammehistorie er måske ikke den mest omfattende, men danske rammer har altid været præget af godt håndværk og god stil. Som en af de store rammeforretninger ved vi, at rammefaget har været meget forsømt i de sidste mange år og flere gamle rammeforretninger er forsvundet gennem tiden. Indramning har været påvirket af forskellige trends siden 60’erne, hvor rammer gik mere eller mindre af mode og skifterammen i forskellige versioner kom på markedet. Nu skulle der plakater på væggene, og man kunne gøre det hele selv. Forgylderskolen lukkede i 60’erne, da man ikke længere havde brug for forgyldere, da den mere stramme og minimalistiske stil tog over. 

Adskillige glarmesterforretninger har levet af glasdelen og rammerne har nok stået i skyggen - uden at generere det store overskud - for ”det kunne man jo altid sætte lærlingen til”.

Senere er der skudt forskellige indramningsbutikker op, hvor alting ikke koster noget – lidt efter ”køb og smid-ud”-modellen. Et stort antal billeder bliver solgt i store møbelforretninger m.v. færdigindrammet, så konkurrencen synes måske lidt overvældende, og man har vel indrammet billeder sådan nærmest pr. tradition, og ikke som en del af en overskudsgivende forretning.

De senere år har flere og flere glarmestre gjort mere ud af rammerne - der ses flotte butikker rundt omkring, som udstråler kvalitet og udvalg. Og det skal vel også kunne afspejles i prisen, at det er en faguddannet håndværker, som indrammer billeder på en professionel måde.

Nogle af de største problemer i forbindelse med at have en rammeforretning er at prissætte indramninger på grund af de store forskelle i materialernes pris, der er fra indramning til indramning - lidt ligesom en skrædder, som skal sy en kjole - det er temmelig svært at lave en entydig prisliste, der tilgodeser alle variationerne i priserne på rammelister, kartoner, småmaterialer, lagervarer, skaffevarer m.v.

Glarmesterfaget er nok et af de mere påholdende håndværksfag, og det afspejler måske, at man faktisk også er påholdende på sine kunders vegne – undertegnede har mange gange hørt ”de priser kan vi ikke få vores kunder til at betale”. Men det er nu ikke sandheden – vi har alle prøvet at få en mekaniker- eller VVS-regning, hvor man synes, at beløbet er vældig højt – indtil man har gennemgået regningen post for post – ja, så pludselig opfatter man regningen mere rimelig.

Siden vi for 3 år siden begyndte at sætte vores priser i system – først via et norsk rammeprogram og senere gennem IndramningsModulet i GlasData – har vi ikke haft en eneste kunde, som har syntes prisen var høj. Vi har gennemgået Aftalesedler med kunderne punkt for punkt – og vi har aldrig haft mere tilfredse kunder end nu, hvor de får en specificeret regning på indramningen. Og priserne er faktisk noget højere end da vi startede.

I forbindelse med systematiseringen af priser fra leverandører m.v. måtte vi noget rystet konstatere, at på enkelte af indramningerne tabte vi penge. Det var faktisk således, at nogle af de ting vi lavede var prissat så galt, at det egentlig var billigere at give kunden kr. 200, og bede dem om at gå et andet sted hen (!) – det gjorde vi dog ikke, men tingene kom sandelig i et helt andet perspektiv. Vi måtte erkende, at vi gennem årene havde fået skabt (og ikke mindst arvet) nogle rigtig dårlige vaner i prissætningen af rammer, og det var prislisternes meterpris, som var årsag til dette.

Vi måtte senere desværre erfare, at det første rammeprogram vi benyttede, gav os nogle omfattende problemer i form af misforståelser, priskaos, rabatter som forsvandt m.v. Vi henvendte os i desperation til Finn Levinsen ApS og forelagde vores ønske om et program designet specielt til os – velvidende, at det nok ville blive en større sum, da dette arbejde ville være meget tidskrævende. En måned efter vores første møde kom Finn Levinsen ApS med det meget flotte tilbud, at de ville betale halvdelen af udviklingsomkostningerne, hvis de måtte bruge nogle af elementerne i det nye IndramningsModul til de øvrige glarmestre, da det eksisterende indramningsprogram i GlasData ikke var så udbygget. Det var selvfølgelig et tilbud, som var rigtig svært at takke nej til !!!!

Så efter ufattelig mange timer fra Finn Levinsen ApS’ side og lige så ufattelig mange timer fra vores side er det nye IndramningsModul færdigt. Vi er begejstrede – og ikke mindst vores medarbejdere og kunder.

Hele layoutet og filosofien bag opbygningen gør, at vores daglige arbejde er lettet enormt. Nu kan alle medarbejdere regne en pris ud til kunden – uanset om det er indramninger med fabrikslister eller indramninger fra vores håndforgyldte sortiment, som før var specielt vanskelige at håndtere for medarbejderne. Og alle ubekvemme situationer med at komme frem til den samme pris, som kunden fik sidste gang eksisterer ikke mere.  Det er fuldstændig ukompliceret at finde frem til en indramning, som kunden har fået tidligere osv. Det var faktisk så nemt at komme i gang, at vi en eftermiddag i maj 2008 helt spontant besluttede, at vi ville tage systemet i brug den næste dag – og vi har kørt helt fejlfrit fra dag 1. Fejl og misforståelser er nærmest ikke-eksisterende på grund af fleksibiliteten i IndramningsModulet.

Der kan remses mange fordele op, men den overvejende er helt klart, at der er fuldstændig styr på priserne. De færreste tænker på, at hvis man har en omsætning på kr. 2.000.000 pr. år – og et varekøb på kr. 600.000 (dækningsbidrag på 70%) – og man ikke får reguleret sine priser med de 3% (enkelte har haft større prisstigninger), som grossisterne har lagt på rammelister, kartoner m.v. det sidste år, så kan det meget vel betyde, at man kan miste mindst kr. 50-60.000 på bundlinjen. 

Et godt eksempel: En svæverammeliste stiger med 3% fra kr. 55,00 til kr. 56,65, hvilket jo ikke er alverden, men efter beregning af avancer m.v. er det ikke kr. 1,65 pr. meter, som man ikke får skrevet på regningen, men kr. 7,43 pr. meter. Man har faktisk tabt kr. 1,65 pr. meter, men egentlig har man mistet kr. 9,08 pr. meter, fordi man jo kunne have faktureret beløbet, hvis priserne havde været opdateret. Det er ikke et stort arbejde at vedligeholde priserne; det er nærmest blevet en hobby, da man jo tjener penge uden at knokle rundt. Man får også muligheden for at justere sine priser løbende, og der igennem at undgå store prisstigninger på en gang.

Vi har endvidere gennem det nye IndramningsModul fået en meget stor fordel ved at kunne lægge Aftalesedler ned som PDF-filer og sende dem til kunderne. Ofte afhenter man billeder i firmaer og gallerier, hvor man efterfølgende over telefonen aftaler, hvad der skal ske. Når ordren er inddateret, så sender vi Aftalesedlen til kunden og beder om at få bekræftet, at ordren er sat i gang. 

Vi har fået et eminent godt redskab til styring af priser, kunder m.v. gennem samarbejdet med Finn Levinsen ApS, som har været mere end almindelig dedikeret til glarmesterfaget siden starten af 80’erne. Vi ved udmærket, at vi har fået meget, meget mere end vi har betalt for og på denne baggrund har vi valgt, at Finn Levinsen ApS fuldt kan disponere over hele IndramningsModulet incl. alle beregningsmodellerne. Disse beregningsmodeller kan bruges som de er – eller man kan selv ændre på de forskellige elementer, hvis det passer bedre til den måde, som man nu engang prissætter sine indramninger på. Gennem disse enkle beregningsmodeller samt faktorsystemet kan man helt og holdent styre sine egne priser – forhåbentlig til den rigtige side.

Hvis man har mod på at gå i gang med det nye IndramningsModul er det ganske enkelt at komme i gang – alle priser fra de største leverandører på markedet er allerede lagt ind i systemet, og med lidt tilpasninger til den enkelte forretning er man hurtig klar til at gå i gang. Det kræver ikke den store instruktion at benytte systemet, som selvfølgelig arbejder fuldt sammen med debitor-, kreditor- og finanssystemet i GlasData."

På vegne af
FRESE & SØNNER

Eva Frese    Februar 2009

Nyheder


Nemhandel og Peppol

Det er nu muligt fra GlasData at registrere virksomheden i Nemhandel og Peppol-registeret. Det er kun firmaets...

Skrevet af Joel Grøndrup den 10/01/2024


Hvad vi udvikler lige nu...

Vores Glas Data app er under konstant udvikling! Kunne du tænke dig at følge lidt med...

Skrevet af Line Frislev den 20/06/2022

Forum


Hvordan bruger jeg funktionen på finanskonti med alternativ momsprocent?

I sommeren 2014 er indført flere nye funktioner i bogføringen vedrørende moms. En af dem...

Skrevet af Lars-Bo Jørgensen den


Hvordan danner jeg filer til revisoren?

Dette kan gøres på to måder: [u]1 - Kommaseparerede filer.[/u] Gå ind i Udskrifter, Finans, Rapportering og...

Skrevet af Lars-Bo Jørgensen den